Jagten på en gratis ferie
Hvad stiller en vaskeægte fattigrøv op, hvis eventyrlysten og længslen efter mere eksotiske himmelstrøg eller bare gedigen luftforandring for alvor bider sig fast?
Det spørgsmål er begyndt at rumstere i mit hovede. Derfor har jeg besluttet at gøre jagten på en gratis – eller næsten gratis – ferie til et tema her på bloggen. I løbet af det næste stykke tid vil jeg researche helt vildt på alt fra homeswat til hitchhiking og hvad der ligger der imellem – og selvfølgelig dele mine erfaringer med jer kære fattigrøvskollegaer. Jeg håber, at I vil kaste jer ind i kampen og komme med jeres tips og inputs til, hvordan man slipper næsten gratis fra at få stillet sin rejselyst.
Det første tip kommer allerede her, for dem der bor i københavnsområdet:
Cph Rentals skriver nemlig, at du kan tjene mellem 6.000 – 12.000 kroner ved at leje din lejlighed ud under klimatopmødet 6.-18. december. Hvis man har mulighed for det, vil det jo være oplagt at suse afsted på ferie for de håndører og lade en eller anden embedsmand/kvinde passe godt på din lejlighed imens. Jeg har endnu ikke haft mulighed for at undersøge de nærmere detaljer, men vender tilbage snarest muligt.
Bli’ glad!
Nu er det altså ikke sådan, at jeg konstant render rundt med et saligt smil på læben. Faktisk har jeg gået rundt og mukket lige lovligt meget i juli måned. Over at alle vennerne var rejst på sommerferie, over stadig at være arbejdsløs, over mit pt ikke-eksisterende kærlighedsliv og alle mulige andre småting. Men når det er sagt, så synes jeg, at jeg bliver mere og mere bevidst om de ting der gør mig glad og bedre til at bruge dem aktivt i min hverdag.
Nogen gange kan jeg faktisk godt glemme alle de små ting der kan få mit humør til at stige et par grader. Derfor arbejder jeg løbende på en humørhitliste. Den indeholder alt fra duften af nybagt brød, at lytte til noget bestemt musik og måske danse rundt i stuen, at gå en lang tur, tage et varmt bad, invitere venner på besøg, sidde under et træ og dagdrømme, stikke næsen ned i et bundt basilikum, gøre hele hytten ren og nyde det bagefter, falde i snak med min kioskmand – hvad som helst der får mig til at føle mig glad og godt tilpas eller måske ligefrem jublende lykkelig.
Ok, mange af tingene er temmelig banale, men jo flere af dem jeg kan komme i tanke om og jo oftere jeg husker at gøre dem – jo gladere bliver min hverdag generelt.
Kloge ord om glæde
En lille godnathilsen til jer derude og et par citater til at starte dagen på i morgen:
Det glade hjerte lever længst (William Shakespeare)
Det bedste middel til at begynde enhver dag godt er: når man vågner at tænke på, om man ikke i det mindste kunne gøre et enkelt menneske en glæde på denne dag. (Friedrich Nietzsche)
Glæden er som et lys – tænder du det for andre, falder dets skin tilbage på dig selv. (Carit Etlar)
Godnat og sov godt :-)
Inspiration til din storbypicnic
Ok, jeg har altså en svaghed for lister: Hitlister, boblelister, huskelister, ønskelister…you name it!! Så jeg har selvfølgelig også lavet en inspirationsliste over alle de små ting der gør min storbypicnic helt perfekt.
Hvis du har tænkt dig at gå videre i byen, så lad endelig være med at slæbe en masse unødvendigt grej med.
Jeg plejer at medbringe:
Et par udendørs stearinlys
Plasticglas – helst gennemsigtige
En god skærekniv
Proptrækker
En lille dug eller et tæppe (men det sidste er lidt besværligt, hvis du skal videre)
Paptallerkner
Noget at tørre fingre i
En flaske iskold hvidvin
Et godt flute eller andet brød (Filone eller andet med en god krumme)
Ost (evt. Leerdamer, brie, gedebrie – men det er selvfølgelig et smagsspørgsmål. Og måske også et pengespørgsmål vil nogen sige, men vi Fattigrøve skal altså huske at forkæle os selv og nogen vi holder af en gang imellem)
Soltørrede eller semidried tomater
Evt. lidt frisk basilikum, chorizopølse og jalapeno
Jeg har tidligere anbefalet en picnic ved Christianshavns kanal, men der er mange andre gode steder. Her er et par forslag til steder centralt i København med masser af liv:
H.C. Ørstedsparken
Islands Brygge
Skt. Jørgens sø eller ved Planetariet
Langelinie
Kongens Have
Kajen ved Nyhavn, hvis du for alvor skal lege turist
En ubåd i badekarret

Et spøgelse fra den kolde krig eller bare glade jazzentusiaster?
Bedst som man troede den kolde krig for længst var history, dukkede den her fætter op ud for Islands Brygge i går aftes. En ubåd midt i byens bedste badekar!! Godt nok bar den dansk flag og virkede meget fredsommelig, men man ved jo aldrig…
Måske var det bare flok glade jazzentusiaster som ville sikre sig en første parket til koncerten ‘Jazz by the sea’ foran bryggens kulturhus.
Jeg er under alle omstændigheder blevet nysgerrig, så flere oplysninger om den mystiske kæmpe i Københavns havn modtages med kyshånd.
Den perfekte storbypicnic
Så skal der knagsparkme holdes sommerferie!! Det kan godt være du ærgrer dig gul og grøn over, at det halve Danmark har fået midlertidig opholdstilladelse i turistghettoerne på Kreta, Kos, Mallorca eller hvor det nu er – men klap lige stråhatten!!
Ganske vist kan man ikke åbne et dameblad uden at få smasket en luksusferie lige i synet plus gode råd om hvordan man får plads til både Gucci solbrillerne og Marc Jacobs skoene i kufferten – det der finanskrise er åbenbart sooo yesterday!!
Når det er sagt, så kan man altså godt gi sig selv nogle luksuriøse ferieoplevelser selvom man ikke er ved muffen.
Forleden hankede jeg op i en veninde, kylede en flaske iskold hvidvin, et flute, et par lækre oste og et glas soltørrede tomater i cykelkurven (det hele kan anskaffes billigt i Netto – osten var dog fra Irma. Lidt luksus må man vel unde sig selv en gang imellem ) og susede ud på Christianshavn.
Kajen langs Christianshavns kanal er det perfekte sted at holde en spontan storbypicnic. Der hygges og grilles i stor stil både inde på kanalkajen og blandt bådfolket, nu hvor de lune sommeraftner har bidt sig fast. Så det er bare om at svinge benene ud over kanalkajen, nyde druen og lade sig rive med af den vaskeægte københavnersjæl. Jeg lover, at Paris, New York og Rom godt kan pakke sammen sådan en aften på Christianshavn. Prøv det selv!!
Fattigrøvens guide til kernesunde indkøb
Nu er den her!! Din 7-trins guide til at overleve en kernesund livsstil på et stramt budget – uden moralske pegefingre.
1. Økologi til husbehov!! Glem alt om at leve 100% økologisk som Fattigrøv og efter alle de kernesunde principper. Men fortvivl ikke – du kan sagtens blive gladere, sundere og lettere alligevel!! Bøger som ‘Madrevolution for hele familien’, ‘Kernesund mad’ og ’10 år yngre på 10 uger’ er god inspiration til superlækker sund mad – men alle ingredienserne behøver altså ikke at være økologiske. Tilpas råvarerne til din pengepung.
2.Tænk stort!! Gå efter mængderabat – køb store mængder fremfor flere små ad gangen. For eksempel koster 1 kg mandler 80 kroner hos min lokale grønthandler mod 20 kr for 200 gr i Netto. Det er 20 kr sparet i mængderabat. Slå til når du ser et godt tilbud og styr altid efter kiloprisen når du sammenligner tilbud og priser.
3. Tjek tilbudssites på nettet!! På sider som tilbudsugen.dk kan du få et samlet overblik over ugens tilbud på dagligvarer i en lang række supermarkeder. Hvis du bor et sted med gode indkøbsmuligheder, er der mange ting, du aldrig behøver at købe til ‘normal’ pris.
4. Opbyg et lager!! Jeg bruger ovenstående til at opbygge et lager og propper min lille fryser med kylling, fisk, rejer, frossen frugt og grøntsager, etc.
5. Planlægning er konge!! Lav en madplan, evt. fra uge til uge og en liste over de ingredienser du skal bruge. Sørg for at overskydende råvarer fra den ene dag indgår i menuen den næste, så du undgår at skulle smide f.eks. krydderier og grøntsager ud, fordi du ikke fik dem brugt. Efter et passende stykke tid kan du genbruge dine madplaner og spare både tid og besvær.
6. Tag til Asien!! Ja, du læste rigtigt…hehe. Fattigrøvens version af en tur til Asien er et besøg i de asiatiske specialbutikker (hvis du bor i København eller en anden større by). Her er der som regel gode penge at spare på produkter som soya, fish sauce, kokosmælk og andre eksotiske ingredienser.
7. Netbank styrer!! Netbank er verdens bedste redskab til at styre din økonomi. Jeg tjekker min konto mange gange om ugen, så jeg ved nøjagtigt, hvor meget jeg har brugt og hvor mange penge jeg har til resten af måneden. Jeg regner på forhånd mit dagsbudget ud og justerer det løbende. Eventuelt tager jeg et par udgiftsfrie dage for at kunne slå mig løs i weekenden.
Flere gode råd på vej
Bloggen har ligget lidt stille et par dage, men bare rolig der kommer snart meget mere. Jeg arbejder på højtryk blandt andet på ‘Fattigrøvens guide til kernesunde indkøb’ med gode råd om, hvordan du får madbudgettet til at hænge sammen som Kernesund Fattigrøv.
Hvis du tilmelder dig mine feeds ved at klikke på den orange knap på forsiden nederst i højre spalte , får du automatisk besked, når der er nye indlæg på bloggen.
Grib saksen…
Uaargh..det er sidst på måneden og der er ikke mere tandpasta!!! WHAT TO DO??
Fortvivl ej – der er gode råd forude: Snup saksen og løs krisen ved at klippe tandpastatuben over på midten.
Sådan!! Så kan du flashe tandpastasmilet et par dage endnu og gøre din pengepung glad.
Husk!! Pak lidt sølvpapir om tuben, så tandpastaen ikke udtørrer
NB!! tubecremer, shampooer og lignende kan også sakses, når krisen kradser.
Vask din mascara
Når mascaraen begynder at klumpe ryger den ofte ud.
Men vidste du, at du kan vaske børsten under varmt vand og vupti….så holder den en uge mere eller længere?
NB!! Husk dog at børsten skal være tør, før du stikker den ned i hylstret igen.